socialisring og menneskesyn

Socialisering

Socialisering er den proces, hvorigennem barnet fra spæd, formes til et individ der er klar over dets egen tilstedeværelse, har sociale færdigheder og viden om kulturen det lever i. Socialisering sker gennem opdragelse. Samfundets normer og værdier videreføres fra gennem generationerne og bliver en del af opdragelsen. Denne form for læring får barnet ved at være sammen med voksne og andre børn. Socialiseringen er de påvirkninger, barnet udsættes for, og som er med til at udvikle det til en person der deltager i samfundet. Processen sker gennem årene med pædagoger, lærer og forældre. Disse grupper vil udvikle og fremme bestemte træk og hæmme andre. Sideløbende sker der også socialisering gennem barnets/individets egen afkodning af verden. Det er vigtigt at slå fast at socialisering ikke er det samme som opdragelse. I socialiseringsprocessen indregner man også andre ting end bare påbud og tilladelser, men også om forældrenes unverbale udtryk, lyde, kropsholdninger, ansigtsudtryk osv.

Socialisering i den senmoderne familie.

Den primære socialisering finder sted i familien. Udover den primære, findes der en sekundær socialisering. Den kommer til syne i institutionerne. Barnet skal altså lære regler og forskellige normer og værdier, alt efter om de er i institution eller i hjemmet. Når barnet er hjemme er det ofte elsket og unikt, i institutionen behandles det med professionel omsorg og får derfor det der kaldes sekundær socialisering. Man taler om at børn dobbeltsocialiseres fordi de lever en del af deres liv hjemme hos familien, og en anden del i institutionen.
I gamle dage levede børnene hjemme hos deres familier eller hos voksne de kendte. I det senmoderne samfund skal børnene socialiseres i flere forskellige rum og arenaer. De skal kunne klare de brud og skift der er fra det ene rum til det andet. Hvert rum har sine værdier og mennesker som barnet skal forholde sig til. Dette gælder ikke mindst delebørn, der ikke kun har et hjem, men hele to.


Menneskesyn

Det deterministiske menneskesyn
I det deterministiske menneskesyn vil sige at menneskers handlinger opfattes som årsagsbestemte og underlagt samfundsmæssige strukturer eller systemer. Dette kan være et fristende perspektiv, da menneskelige handlinger er tydelige handlemønstre. Handlinger bliver gentaget og det kan ses som at menneskene er underlagt omstædighederne og sociale vilkår. Kort sagt så opfatter man mennesker som ting der påvirkes af årsager. På denne måde kan det være svært at forlange ansvar.

Det voluntaristiske menneskesyn
Det voluntaristiske menneskesyn er det deterministiske menneskesyns modsætning. Mennesker bliver her selvforvaltere af deres eget liv igennem deres personlige valg. Samfundet er resultatet af menneskers handlinger. At fokusere på mennesker individuelle handlinger har den fordel at man kan tillægge mennesker et ansvar. Hermed bliver det umuligt at betragte menneskelige handlinger som resultat af betingende årsager. Individet tillægger relationer og ting betydning. Dette overser det deterministiske menneskesyn i det omfang at reducere mennesker til ofre for de vilkår som de lever i.
Begge disse menneskesyn er blevet brugt op gennem årene, men er ikke holdbart som pædagogisk grundlag. Professionelle, der arbejder med mennesker, kan have svært ved at arbejde med en ideologisk tilgang hvor det er enten-eller, der består i enten at reducere menneskelige problemer til et resultat af dårlige livsbetingelser, eller at reducere menneskelige problemer til selvvalgte afvigelser. Det er vigtigt at finde en middelvej og den er blevet kaldt:

Det dynamiske menneskesyn
Dette menneskesyn bygger på at man i et pædagogisk arbejde altid ser tingene/situationen ud fra en given kontekst, hvor de gennem relationer forholder sig til hinanden og gennem ord og handlinger tillægger konteksten og relationerne forskellig kulturel mening og derfor forskellig betydning. Her ligges altså ikke op til en enten-eller tænkning, men en tænkning der gør at man i sit professionelle arbejde kan se dilemmaerne i hverdagens situationer. Det dynamiske menneskesyn tilbyder altså pædagoger at tænke og handle med udgangspunkt i det man kan kalde kontekstualisme, relationisme, kulturalisme. Når vilje og vilkår forstås som en samfundsmæssig brudlinje, betragtes mennesker som agerende i sociale og relationelle kontekster og tilskriver forskellige holdninger og kulturelle meninger.