Stigmatisering, skam og tabu..

Vi er i praktik på en specialskole, hvor vi vil undersøge, hvorvidt børnene føler sig stigmatiseret og om de føler skam og tabu ved at fortælle om deres skolegang og livsstil. Her er en beskrivelse af de tre begreber:
Erving Goffman mener, at stigmatisering har et formål, at pådutte bestemte personer eller grupper en bestemt social identitet. De stigmatiserede tildeles gennem stigmatiseringen nogle afvigerroller og identiteter i og med at en social ekskludering qua symbolske betegnelser er baseret på en inddeling af mennesker i kategorier. De stigmatiserede kan opfattes som anderledes og nedværdigende.
Pædagoguddannelsen på tværs Side 73

Der er tale om stigmatisering, når mennesker pga. karakteristika som køn, hudfarve,

fysiske træk, seksuel orientering eller livsstil bliver kategoriseret og stemplet

på en måde, så der opstår diskrimination og tab af status, som fører til ringere muligheder

for livsudfoldelser. Dette kan medføre, at de føler sig og bliver endnu mere adskilte fra det øvrige samfund.                                                                           http://www.sst.dk/publ/publ2008/CFF/Socialt_udsatte/Stigmatisering.pdf

Ordet stigmatisering kommer af ordet stigma, der egentlig betyder et form for mærke eller stempel, der gives til folk der afviger fra 'det normale'. I sin tid blev begrebet brugt om noget synligt, men det kan i dag også være noget usynligt, som f.eks. psykisk sygdom eller det at være pårørende til en psykisk syg, der gør at man bliver stigmatiseret. Med til begrebet hører nogle fordomme, og disse fordomme kan medføre diskrimination eller forskelsbehandling fra andre - og det er det der kaldes stigmatisering. Psykisk sygdom er noget der har været meget stigmatiseret og stadig er det, og det kan være frygt for stigmatiseringen, der gør psykisk sygdom tabubelagt.

http://www.bp-ungdom.dk/af-tabuisering/hvad-er-stigma.aspx

Skam og tabu:

Skam er noget børnene kan have, over at gå på specialskole. De kan have svært ved at fortælle deres venner om den skole, for det er ikke sjovt at føle sig anderledes og kan blive behandlet på en anden måde og evt blive mobbet. Forældrene kan også have svært ved at fortælle til venner og bekendte, at deres barn går på specialskole. Det kan for nogle forældre virke som et tegn på, at de ikke har gjort et godt arbejde med at opdrage børnene.

Tabu: Et eksempel på et tabu er, at det af mange opfattes som "pinligt" at være forældre til et barn der ikke er ”helt normalt” f.eks ADHD. Det betyder, at de ikke taler om det og det medfører uvidenhed og skam.

Skam: Ofte vil forældre til et barn med ADHD, Aspergers syndrom, autisme. Tourettes syndrom eller andre psyko-sociale vanskeligheder føle, at det måske er deres skyld, at barnet er, som det er. Skamme sig over at være’dårlige forældre’. Og hvad værre er: føle skam over at måtte bede om hjælp.                                                                                                                                                Også barnet kan føle både skyld og skam over, at det er som det er. Over at det giver anledning til så mange problemer, frustrationer og konflikter. Men disse følelser af skyld og skam vil blot gøre både børn og voksne endnu mere frustrerede og opgivende — og så er der ikke langt til det manglende overskud, til vreden og konflikterne.

http://www.lottekaspersen.dk/lk/03.htm

- Hvilken betydning har køn, alder, social baggrund og etiske værdier for pædagogens faglige identitet?

Børnene på specialskolen sagde, i et fokusgruppe interview at, de fortalte at de kunne mærke at de to kvinder var pædagoger frem for lærer. Børnene sagde at de to kvinder forstod dem bedre, og lyttede til deres behov. Dette tolker vi ud fra deres kønsroller, kvinderne har en mere moderlig rolle, og kan måske virke mere omsorgsfuld.
En anden synsvinkel kan være at kvinderne er pædagoger og mændene er lærer. Vi ved derfor ikke om forskellen, børnene mærkede, skyldes forskelligheden i professionerne eller køn.
De ansattes sociale baggrund er meget lig børnenes opvækst vilkår. De nævner på specialskolen at alle ansatte har haft en form for krise i deres liv. Hvilket de ansatte mener med til at højne deres faglighed og forståelse for børnene.
De værdier som pædagogerne har på specialskolen, bygger meget på at være autentisk voksen, åben og ærlig.
- Hvilke livsbetingelser har jeres målgruppe og hvilken betydning har dette for deres identitet og udvikling?

Der var både børn fra socialt udsatte familier og andre kom fra veluddannede familier. Fælles for dem var at forældrene ikke forstod at sætte grænser for deres børn. Børnene har i højere eller mindre grad dårligt selvværd, de føler sig usikre. Deres udvikling er sat lidt tilbage når de begynder på specialskolen, i forhold til at aflæse sociale koder, motorisk og fagligt. Mange af børnene har en form for diagnose, som er med til at afgrænse deres udvikling inden for visse felter.
- Hvad er tilbuddets grundlag, indhold og mål med deres pædagogsike indsats i forhold til målgruppen?
ANERKENDELSE, SELVINDSIGT, LIGEVÆRD, ENGAGEMENT, HUMOR, OMSORG

- Hvad har målgruppen brug for af støtte?
hjælp til at opbygge større selvværdsfølelse. Pædagogerne skal
sætte grænser og rammer for børnene, hvilket kan medvirke til at børnene, optræder mere hensigtsmæssig i forskellige sociale arenaer. Dette kommer både børnene selv og forældrene til gode.
- Hvad skal pædagogen udvikle? Pædagogerne skal styrke børnenes kompetencer.

- Hvordan oplever målgruppen de tilbud de er tilknyttet?
De oplever stedet som et positiv sted at være og der er plads til deres forskelligheder. Pædagogerne fortæller at det generelt er det et rart sted at være, godt sammen hold. Det er et frirum til børnene hvor de får udfordringer efter egne ressourcer.
- Beskriv hvordan og i hvilken grad at målgruppen indgår i de 4 typer af arenaerne for praktisk deltagelse/praksisfællesskaber
- fællesskabet på skolen styrker deres sociale kompetencer
- hvilken betydning har praksisfællesskaberne for målgruppens dannelse

socialisring og menneskesyn

Socialisering

Socialisering er den proces, hvorigennem barnet fra spæd, formes til et individ der er klar over dets egen tilstedeværelse, har sociale færdigheder og viden om kulturen det lever i. Socialisering sker gennem opdragelse. Samfundets normer og værdier videreføres fra gennem generationerne og bliver en del af opdragelsen. Denne form for læring får barnet ved at være sammen med voksne og andre børn. Socialiseringen er de påvirkninger, barnet udsættes for, og som er med til at udvikle det til en person der deltager i samfundet. Processen sker gennem årene med pædagoger, lærer og forældre. Disse grupper vil udvikle og fremme bestemte træk og hæmme andre. Sideløbende sker der også socialisering gennem barnets/individets egen afkodning af verden. Det er vigtigt at slå fast at socialisering ikke er det samme som opdragelse. I socialiseringsprocessen indregner man også andre ting end bare påbud og tilladelser, men også om forældrenes unverbale udtryk, lyde, kropsholdninger, ansigtsudtryk osv.

Socialisering i den senmoderne familie.

Den primære socialisering finder sted i familien. Udover den primære, findes der en sekundær socialisering. Den kommer til syne i institutionerne. Barnet skal altså lære regler og forskellige normer og værdier, alt efter om de er i institution eller i hjemmet. Når barnet er hjemme er det ofte elsket og unikt, i institutionen behandles det med professionel omsorg og får derfor det der kaldes sekundær socialisering. Man taler om at børn dobbeltsocialiseres fordi de lever en del af deres liv hjemme hos familien, og en anden del i institutionen.
I gamle dage levede børnene hjemme hos deres familier eller hos voksne de kendte. I det senmoderne samfund skal børnene socialiseres i flere forskellige rum og arenaer. De skal kunne klare de brud og skift der er fra det ene rum til det andet. Hvert rum har sine værdier og mennesker som barnet skal forholde sig til. Dette gælder ikke mindst delebørn, der ikke kun har et hjem, men hele to.


Menneskesyn

Det deterministiske menneskesyn
I det deterministiske menneskesyn vil sige at menneskers handlinger opfattes som årsagsbestemte og underlagt samfundsmæssige strukturer eller systemer. Dette kan være et fristende perspektiv, da menneskelige handlinger er tydelige handlemønstre. Handlinger bliver gentaget og det kan ses som at menneskene er underlagt omstædighederne og sociale vilkår. Kort sagt så opfatter man mennesker som ting der påvirkes af årsager. På denne måde kan det være svært at forlange ansvar.

Det voluntaristiske menneskesyn
Det voluntaristiske menneskesyn er det deterministiske menneskesyns modsætning. Mennesker bliver her selvforvaltere af deres eget liv igennem deres personlige valg. Samfundet er resultatet af menneskers handlinger. At fokusere på mennesker individuelle handlinger har den fordel at man kan tillægge mennesker et ansvar. Hermed bliver det umuligt at betragte menneskelige handlinger som resultat af betingende årsager. Individet tillægger relationer og ting betydning. Dette overser det deterministiske menneskesyn i det omfang at reducere mennesker til ofre for de vilkår som de lever i.
Begge disse menneskesyn er blevet brugt op gennem årene, men er ikke holdbart som pædagogisk grundlag. Professionelle, der arbejder med mennesker, kan have svært ved at arbejde med en ideologisk tilgang hvor det er enten-eller, der består i enten at reducere menneskelige problemer til et resultat af dårlige livsbetingelser, eller at reducere menneskelige problemer til selvvalgte afvigelser. Det er vigtigt at finde en middelvej og den er blevet kaldt:

Det dynamiske menneskesyn
Dette menneskesyn bygger på at man i et pædagogisk arbejde altid ser tingene/situationen ud fra en given kontekst, hvor de gennem relationer forholder sig til hinanden og gennem ord og handlinger tillægger konteksten og relationerne forskellig kulturel mening og derfor forskellig betydning. Her ligges altså ikke op til en enten-eller tænkning, men en tænkning der gør at man i sit professionelle arbejde kan se dilemmaerne i hverdagens situationer. Det dynamiske menneskesyn tilbyder altså pædagoger at tænke og handle med udgangspunkt i det man kan kalde kontekstualisme, relationisme, kulturalisme. Når vilje og vilkår forstås som en samfundsmæssig brudlinje, betragtes mennesker som agerende i sociale og relationelle kontekster og tilskriver forskellige holdninger og kulturelle meninger.